Magnus og Mads – her hhv. 3,5 og 1,5 år
· · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · ·
Det evige dilemma
Jeg tror alle der har børn og er skilt fra deres far kender det…
Den herlige frihedsfølelse der indfinder sig de første par dage når børnene er hos far.
Skønne, uforpligtende dage uden den store madlavning, tøjvask, lektier, madpakker, sengetider og alt det der…
Og så den underlige tomhed og savn der lige så stille sniger sig ind efter kort tid.
Magnus og Mads, som nu er hhv. 13 og 11 år, har lige siden vi flyttede for 6 år siden ønsket at være mere end hver anden weekend hos deres far – og det ønske har de endelig fået opfyldt. Nu er de “ægte” delebørn:
Halvdelen af tiden hos mig og halvdelen hos far.
Det er herligt for dem. De er glade og fungerer godt. Især Magnus har det godt med at der nu er helt faste rammer og ikke de lettere flydende afleverings- og afhentningstider, som tidligere.
MEN – Mor her har det hårdt!
Forstå mig ret: Selvfølgelig gør det mig uendeligt glad at mine børn er glade.
Men der er bare SÅ mange ting man skal give slip på på én gang. Alene at skulle slippe hele ansvaret og lægge det hos den, man blev skilt fra. Drengene har god far, men vi blev jo skilt, bla fordi vi var uenige om så mange ting. Derfor er det jo også helt grotesk at man er nødt til at dele alligevel…
Jeg er evigt lykkelig for den beslutning jeg tog da jeg valgte kærligheden (jeg har nu verdens dejligste mand)
på bekostning af at leve sammen med drengenes far – men prisen er… at jeg savner mine drenge!
Husk at nyde tiden med jeres børn – de er jo kun til låns ;)
♥ ♥ ♥
Jag kan inte ens tänka tanken att inte träffa mina barn jämt. Jag förstår att det är en otrolig sorg. Och samtidigt är det en fin gåva att ge sina barn att dom får en lycklig mor och får träffa sina föräldrar lika mycket.
Styrkekramar
Tak, Dr. Molly :)
Jeg synes, det er stort, det, du dér gør! For du ser jo netop dine børns behov og tager hensyn til, at deres forhold til deres far ikke er det samme, som dit til din eks.
At det så er rædselsfuldt, ikke at være en del af deres liv, hele tiden, må være, ja, rædselsfuldt. Heldigvis at du har en dejlig mand at kunne kramme, når du mangler børnene ;-)
Og så i øvrigt tak for din inspirerende blog! Nyder at få et dagligt “fix” at feminin ynde
Tak, Dorthe :)
Puha, den er godtnok svær og virkelig en stor mundfuld at kapere. Det er så svært at skulle give slip og ligesom tro på at børnene kan være lykkelige og glade uden at man selv er en del af det.
Jeg blev jo skilt tilbage i 2000, og fra starten var det med en deleordning med halvdelen af tiden hos os begge. DET VAR SÅ HÅRDT – og jeg savnede dem hele tiden og følte mig helt amputeret. Der gik et år før jeg nogenlunde kunne finde ud af det, og begyndte at bevæge mig ud i verden og gøre ting for mig selv.
Det der er så svært, er lige netop også, at man har valgt at blive skilt fra deres far, fordi tingene ikke fungerer og kærligheden er væk. At man så alligevel skal få en deleordning til at fungere, er en udfordring.Rent praktisk fungerede vores fint, men følelsesmæssigt var det meget sværere. Uanset hvor færdig jeg var med deres far for mit eget vedkommende, var jeg jo også klar over, at børn har brug for begge deres forældre, og at det bedste jeg kunne gøre for dem var, at vise dem at det var helt ok, og at jeg bakkede dem 100% op.
Det hele endte dog med, at mine to store, med et års mellemrum, valgte at flytte permanent ind hos mig og min nye mand. Det var jo en stor glæde, og jeg havde faktisk rigtig ondt af deres egen far, fordi jeg nemt kunne forestille mig hvor svært det måtte være for ham, at sluge den kamel. Det var 100% et valg de selv tog, og vi har hele tiden bakket dem op i, at uanset hvad de valgte, så var der fuld accept for det fra os begge.
Det er en meget kompleks situation, for på den ene side er man lykkelig for at have valgt en skilsmisse, men ulykkelig over de savn og problematikker det fører med sig. Men man kan bare heller ikke være verdens bedste mor, hvis man samtidig er dybt ulykkelig og lever i et kærlighedsløst forhold.
Du må glæde dig over at drengene har det godt, og så nyde dem når de er der. Forhåbentlig er i istand til at være fælles om tingene selvom der feks lige er et forældremøde i en uge hvor de er hos deres far, en skolefest eller noget helt tredje. Jeg håber i alligevel kan være sammen om det, ikke mindst for drengenes skyld.
Jeg er glad for at mine er så store nu, og jeg har heldigvis fået 3 bundsolide og glade børn , til trods for at de har levet nogle år som delebørn. Ingen tvivl om, at for mine to store var det det rigtige at vælge et fast sted at bo da de blev lidt ældre, og at det blev hos mig kan jeg jo ikke sige mig fri for at være lykkelig for. Den yngste fortsatte med at være delebarn, og der følte jeg jo tit at det var svært at være opdateret med hvordan han lige havde det, hvad der skete i hans liv osv og savnede det rigtig meget.
Jeg håber det her viser sig at være den rigtig løsning for jer alle, og ellers må det jo laves om igen. Sålænge børnene bare ved, at det er helt ok, uanset hvad de vælger – de har jo ikke bedt om at komme i denne situation.
Held og lykke med det, og glæd dig over kærlighede i dit liv:-)
KH
Mette
Tusind tak, Mette
Det lyder til du har gjort “et godt stykke arbejde” med dine børn :)
Indtil videre fortsætter vi ordningen, og jeg skal nok klare det – men jeg kan ikke lade være med at tænke på Coldplays sang, hvor de synger “letting go was the hardest part” – det er liiiige nøjagtig sådan det er.
Kh Annette