Cardigan fra Q by Kjederqvist, tørklæde fra Syster P., underkjole fra Rosemunde og Firestarter remix dress fra Odd Molly >
– når man oftere og oftere bliver rørt?
Jeg får tårer i øjnene af en gammel sang i radioen.
Elton John’s Sacrifice:
And it’s no sacrifice
Just a simple word
It’s two hearts living
In two separate worlds
But it’s no sacrifice
Eller da vi var indbudt til at vælger salmer til Magnus’s konfirmation.
Melodierne og ordene (omend højtidelige) i de salmer er bare så smukke.
Jeg bliver rørt når det bortadopterede (nu voksne) barn forenes med sin mor i DR-programmet Sporløs.
Næsten enhver film med børn og dyr rører mig.
Men nyhederne er dog det værste.
Jeg tåler ikke at se billeder af mennesker i en flygtningelejr.
Eller syge og sultende mennesker i sønderbombede områder.
Jeg får åndenød og et stort hul i maven, når jeg tænker på hvordan det må være at blive revet fra
sin familie pga. nogens hang til magt, våben og krig.
Måske er det naivt.
Måske er jeg bare en piveskid.
Men jeg forstår det bare ikke.
Og jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde for at hjælpe.
At gøre en forskel.
Og kan man det??
Vil det mon hjælpe at melde sig som indsamler i Landsindsamlingen på søndag?
Dagens ord:
I have decided to stick with love.
Hate is too great a burden to bear.
Martin Luther King, Jr.
Jamen kæreste Annette, du er jo bare et helt almindeligt følende menneske, som selvfølgelig bliver rørt over den slags. Jeg er meget mere bekymret for dem der ikke føler noget, og som tilsyneladende er ligeglade. Vi er nødt til at forholde os til al den elendighed, ellers sker der jo aldrig nogle fremskridt.
Salmer, film, sporløs, programmet i aftes om organdonation, og en helt masse andet, får også mig til at græde. Bliver rørt over alt fra små ting som andre måske slet ikke lægger mærke til, og herhjemme ryster de tit på hovedet af mig. Men det er så iøvrigt et faktum, at man bliver mere grådlabil med alderen-smil.
Glæd dig da bare over at du er i kontakt med dine følelser, det er der jo ikke noget galt i, tværtimod, er meget mere bekymret for dem der ikke kan vise følelser.
Og så er der iøvrigt så meget forfærdeligt i verden som næsten ikke er tilsat bære at tænke på, hold nu op hvor er det svært, for feks de arme stakkels forældre i flygtningelejrene, de vil jo ligeså gerne som os, gøre det allerbedste for at beskytte og tage sig af deres børn,og hvordan gør man lige det under de forhold……
Håber du får en god dag, og så elsker jeg iøvrigt den smukke sang, længe siden jeg har hørt den sidst
KH
Mette
Jeg er helt enig med Mette…
Mange knus til jer begge!
/Tina
Hej Annette.
Sådan har jeg det også- det er fordi, jo ældre vi bliver- jo mere følsomme bliver vi- og fordi- virkelige ting begynder at betyde mere for os – såsom udsendelser i tv der har med virkeligheden at gøre- Så det viser jo bare at vi rigtige mennesker med hjertet på rette sted :O)))
Tænkte på et tidspunkt- jeg kan ikke rede hele verden- men jeg kan da være med til at gøre en forskel.
Ved juletid, når jeg ser familier herhjemme der ikke kan holde jul- børn der ikke kan få gaver (ved godt det ikke er det vigtigste i verden at få gaver- men tænk dig at komme i skole efter jul og ingen gaver har fået) og vi ved at børn kan være ubarmhjertige. Der kan vi også hjælpe. Det rør mig dybt i mit hjerte når det drejer sig om børn og dyr.
Ja, Men jeg ved vi kan være med til at gøre en forskel- hvis vi vil..
Rigtig dejlig dag til dig.
Kh Karin
Kære Mette, Tina og Karin
Tak for jeres søde kommentarer… :))
Rigtig god dag til jer.
Knus til jer :)
Hej :o)
Jeg har det på samme måde!! Jeg tror præcis det handler om at man bliver ældre. Mange ting er faldet på plads i ens liv, men det gør også samtidig at man sætter mere pris på det man har og måske tænker mere over tingene…. og derfor “rammer” det også hårdere når man oplever mennesker der ikke har samme muligheder og vilkår som en selv. Måske skal man bare se det som en “fordel” fordi er man ikke bare mere i kontakt med sig selv, på den måde??
Vi diskuterer ofte herhjemme, når der kommer dokumentarprogrammer om mennesker i nød, sygdom eller andet – for jeg vil gerne se dem (for at blive klogere på ting man ikke ved eller ikke forstår) men også fordi det netop rører mig og giver livet nuancer. Manden derimod kan ikke holde det ud – “for hvad skal jeg bruge al den elendighed og ulykke til”….. giver det mening det jeg skriver???
Under alle omstændigheder gav dine ord idag stof til eftertanke hos mig – og det elsker jeg (også) når din blog gør…. tak – og fortsat god torsdag – Knus Laila
Hej Laila
Tak for din kommentar :)
JA – det giver mening. Din mand er vist også som det fleste mænd… hehe ;))
God weekend!
Knus
<3