Dagene… De er ikke allesammen lige gode. Slet ikke når man er teenager og har aspergers og ocd. Og bestemt heller ikke når man er mor til sådan dreng af dén kaliber. I dag “tabte jeg småkagerne”. Jeg er ikke speciel pædagogisk. Heller ikke uden temperament. Og i bund og grund slet ikke tålmodig. Men man kan altså tåle de utroligste ting når man er… mor. Lige til en vis grænse. Jeg har krydset den et par gange. Grænsen. Og senest altså i dag. Lige nu har jeg svært ved at huske rækkefølgen af hvad der gik galt. Men varanen (eller lyst-reptilen, som jeg (kærligt) kalder drengene. Mest fordi det er bedre med humor end med tårer) havde altså en dårlig dag. Efterforskningen viste at han ikke kunne overskue 3 dages “brobygning” med besøg på hhv. handelsskole og gymnasium og var monster-stresset. Jamen…? Kunne han ikke have startet med at sige det? Efter 4 (!) timers ja-hvad-skal-jeg-kalde-det… kværuléren, smækken med døre, smiden med nøgler, kasten med eder og truen med hvadsomhelst. Dér gik det op for mig at det var det. Og med den utroligt rolige og overskudsagtige speciallærer i telefonen, der siger “Jaaaa – man skal jo vælge sine kampe med omhu”, er der kun ét spørgsmå fra mig, der trænger sig på: “Har du nogensinde været brugt op?”
Derfor, kære læser – og TAK for din tålmodighed – får du i dag billeder af dejlige Àki – og ikke de überskønne Odd Molly kjoler fra Lisen, der hænger og kigger lidt krøllet på mig…
Åh ja det har jeg været og altid med dårlig samvittighed til følge. Suk. Men det er nok kun menneskeligt. Vi elsker vores børn og vil dem alt det bedste. Nogen gange slipper kræfterne dog op:-)
TAK! Hvor er det skønt og befriende at du også engang imellem krænger dit hjerte ud og er hudløs og ærlig. Det beriger at føle sig mødt i følelsen af at man ikke er den eneste der af og til løber panden mod muren…. med manglende tålmodighed, træthed, slåskampe og alt det andet som hverdagen byder…..
Her er datteren særligt sensitiv og det giver også mange spøjse kampe og oplevelser i hverdagen – og selv med meget pædagogisk indsigt (da jeg er uddannet i dette felt) så er det bare ikke altid tilstrækkeligt (og måske nok fordi det bare er anderledes at være mor med følelser i klemme – erfaringen siger mig i hvert tilfælde ofte at alting kan virke så nemt med de børn man arbejder med – men sjældent er det når man kommer hjem til sine egne!). Så det giver også mange kampe, som ofte betyder at man skal tælle til 10 – mindst 5 gange i træk(!) for at både mor og datter kommer helskindet igennem.
Så tak for dine ord – de vækker genklang – og gør at man stopper op og mærker efter – og reflekterer over livet – i stort og småt.
Knus
Hej Annette.
Sender dig masser af positive tanker, du så super sej :)
Kh
Vivi
Kære Annette, Tak for din åbenhed og tak for din historie omkring en af de dage hvor der i dit liv som Mor, har været stødt nogle komplikationer og udfordringer til. Det er en udfordring og en stor mundfuld for en ung dreng, at skulle forholde sig til en større begivehed som en brobygning hvor der måske bliver stillet større krav end i dagligdagen, og hvor der er flere valg at forholde sig til. Den sætning læreren sagde ” Man skal vælge sine kampe med omhu” er faktisk en rigtig god sætning som egentlig sætter nogle tanker igang, og som kan bruges i mange andre sammenhænge også. Det er nogle ord der er værd at tænke over- både i hverdagen hvor det hele kører, men især også i de situationer hvor man føler at man er ved at være brugt op. Tak fordi at du deler din dagens historie, og tak fordi at du mindede mig om de gode ord! Hvor ser Aki bare rigtig sød ud :)
Kh.
Anette
Søde Annette.
Ja jeg HAR været brugt op – mange gange, og jeg har krydset mine grænser – mange gange, og jeg har mistet grebet/tålmodigheden – mange gange. Nogle gange når jeg tænker tilbage forstår jeg slet ikke at jeg har kunnet overleve det, men det gør man jo – det skal man jo…
Men man holder aldrig nogensinde op med at være mor – og når man er mor er man det med hud og hår – altid – og nogle gange knækker filmen…. Men du er stadig MOR. Og med det gen kan man bare udholde mere – føles det. Jeg har ikke de samme problemer med min den mellemste søn som du har – jeg har nogle andre. Han har ikke asbergers eller en anden diagnose – han har bare andre – store – problemer som han – og dermed os andre – kæmper en hård kamp med. Og det er ofte 2 skridt frem og 3 tilbage. Og hold fast man skal være tålmodig – og stærk. Lige nu er det 2 skridt frem og kun 1-1,5 tilbage – og jeg håber at det bliver 2 skridt frem og ingen tilbage.
Men det jeg vil sige er – uanset hvor hårdt det er – så kommer man igennem på en eller anden måde – fordi man er MOR ;o)))
Mange knus og tanker
Lone
Många hälsningar och positiva tankar till dig fina Annette!
Jag har varit brugt op många gånger men jag gissar på att när det gäller ens egna barn och familjen så är det extra hårt. Hoppas att du får en fortsatt fin dag och din nya blogg och onlinemagazinet är superflott!
kramar!
Kære læsere…
Tak tak tak for jeres kommentarer :) Hvor i søde. Tak for jeres små historier også. Det er altid dejligt at høre at man ikke er “helt alene” ;) Og ja, i dag kan man slet ikke forstå at det hele så sådan ud i går…
Knus
Annette