Denne torsdag er én af de dage
der sætter livet i perspektiv
Det er én af de dage hvor man kommer til at tænke over livet.
Kan man lide det som det er?
Går man og ærger sig over noget, man godt kan ændre?
Husker man alle de små ting der glæder én?
Er man taknemmelig nok for hvad og hvem man har omkring sig?
Haster man for hurtigt gennem livet og glemmer at være til?
Og hvad betyder egentlig mest?
I dag bisætter én af mine kære kolleger sin kone.
Hun blev 47 år.
En sommerdag sidste år fik hun at vide at hun havde uhelbredelig kræft.
Hvordan fortæller man det til sine 3 børn?
Og hvordan giver man slip på livet?
Hvilke tanker om livet – og døden – gør man sig så?
Dagens ord:
Om lidt bli’r her stille
Om lidt er det forbi
Fik du set det du ville?
Fik du hørt din melodi?
Kim Larsen
Så uendeligt trist… Jeg har desværre også været alt for tæt på børn og forældre, som har mistet alt for tidligt. Det sætter tingene i perspektiv – og det er måske meget sundt, sådan en gang imellem at tænke og tale tingene igennem med sine nærmeste. For døden er noget, vi ikke kommer udenom, og en gang imellem må man lige standse op og give livet og samværet et tjek.
Og så ellers være der for din kollega og ikke være bange for at spørge ind til tingene. Det værste er at holde mund og kun se overfladen.
knus
<3<3<3
kramar L
Så vakkert du formulerer det!
Marit
Tusind tak for jeres kommentarer :))
Rigtig god weekend!
Livet er ikke altid retfærdigt – man skal huske at leve det mens man kan, for man ved aldrig hvor længe det varer… Og som Dorthe så rigtigt siger, så er det værste man kan gøre (i langt de fleste tilfælde) at lade være med at spørge ind, af frygt for at såre nogen. De er jo kede af det uanset hvad, og det varmer altid rigtig meget at folk viser at de bekymrer sig.
Knus Lone ;o)
Så vakre ord. Jeg er lei meg for din kollega.. Det er helt forferdelig at slikt kan skje. Kreften er grusom når den rammer unge mennesker.
Stor klem til deg, og la oss nyte livet og gjøre det beste ut av det- hver dag!