Jeg har fundet disse smukke ord, som jeg gerne vil dele med dig.
De handler om skrøbelighed, dét at søge det ægte – og ikke spilde tiden på ligegyldigheder.
Jeg håber sådan du vil tage dig tid til at læse det…
· · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · ·
Jeg er skør.
Det er jeg helt sikkert.
For jeg går nemt i stykker.
Som fint porcelæn, der ikke tåler at blive kastet mod gulvet.
Det anses for at være helt normalt at man kan sidde med en pose slik
og se på en krig i fjernsynet uden den mindste reaktion.
Men jeg er skør.
Det er jeg helt sikkert.
For jeg går helt i stykker indeni.
Som glas, der falder på gulvet.
Hvis jeg ser uhyggelige film drømmer jeg skækkelige drømme om natten.
Så jeg er helt sikkert skør.
Når nogen forlader mig bliver jeg splinter og skår.
Og det er da skørt.
Så jeg er skør.
Det er jeg helt sikkert.
Det anses for normalt at gå på arbejde hver dag i mange timer.
Endda på et arbejde man ikke engang bryder sig om.
Men jeg kan ikke foretage mig noget jeg ikke bryder mig om.
Så går jeg helt i stykker.
Jeg får kvabbabbelser og indre rystelser og går i stykker.
Så jeg er helt sikkert skør. Fuldstændig skør.
Det anses for at være helt normalt at tale om ligegyldige ting.
Smalltalk hedder det vist. Den lille tale. Men jeg er mere til talen om de store ting.
Og når jeg prøver at tale om ligegyldigheder bliver jeg helt pulveriseret indeni.
Og det er da skørt.
At blive til pulver, når man nu står ved en fornem reception med et glas i hånden.
Men det er helt normalt at tale om ligegyldige ting, og det er helt normalt
at gøre alle mulige ting man ikke kan lide, og det er helt normalt
at se alverdens krige uden at reagere den mindste smule,
og det er åbenbart også helt normalt at sige ”nå” når nogen går.
I hvert fald er det helt skørt at sige at man er brudt sammen som en sukkerskål,
fordi man ikke kan tåle at blive forladt.
Men jeg bryder mig simpelthen ikke om, at nogen går.
Og jeg er skør, for jeg går i stykker, når nogen gør det.
Jeg er skør.
Det er jeg helt sikkert.
For jeg går nemt i stykker.
Og hvis nogen spørger mig om jeg har lyst til at blive normal igen,
så vil jeg nok svare ”nej tak”.
For i min verden af sukkerskåle og knust porcelæn
er det faktisk ret normalt at gå i stykker,
hvis nogen slår hårdt mod det tynde glas med en hammer,
hvis nogen siger grimme ting og hvis nogen vil have mig til at gøre noget,
jeg slet ikke bryder mig om, og hvis nogen vil tale med mig om ting,
der ingenting betyder.
Det er skørt.
Jeg ved det.
Og jeg vil gerne have lov at blive ved med at være skør.
Hvis det er skørt at gå i stykker, når verden bryder sammen, er grim, uforsonlig,
ligegyldig eller voldsom.
Jeg vil gerne have lov at blive ved med at være skør,
hvis det er skørt at tale om og bestandigt søge det meningsfulde,
dybden, fylden, det, der ikke er endimensionalt.
Det, der hverken begynder eller ender.
Det evige uendelige perspektiv, som kræver at man har sans for mere end det endimensionale.
Men som også betyder at man kan briste og gå i stykker som en sukkerskål.
Hvis det er normalt at vandre rundt i et hamsterhjul af ligegyldige gentagelser
og hverdags trummerumting, så vil jeg gerne have lov at være skør.
Jeg vil gerne hoppe ud af det evindelige hamsterhjul og opdage det ingen har opdaget før.
Jeg vil gerne gå til grænsen og også gerne ud over den.
Og det er skørt.
For når man er der hvor ingen før har været, så kan man føle sig skrøbelig som porcelæn.
Og når man er der, hvor der ingen er at læne sig op ad,
så kan man føle sig som en sukkerskål på Herrens mark.
Men det vil jeg gerne være.
Bare jeg må slippe for at være normal.
Bare jeg må slippe for champagneglasset og de ligegyldige samtaler.
Bare jeg må slippe for at være hård, når jeg er blød.
Bare jeg må slippe for at undgå at gå i stykker.
Når nu jeg har set, at hver gang det skete, blev jeg til noget andet end det jeg var før.
Jeg kom ud af hamsterhjulet.
Og jeg mødte andre knuste sukkerskåle, der kunne tale med mig om andet end ligegyldige ting.
Jeg mødte knuste glas og porøse mennesker, der kunne tale.
Om store ting.
Om andre dimensioner.
Om andet end det lineære.
Om universets uendelighed.
Om at gå i stykker og samle sig igen.
Om at være menneske.
På tusind andre måder.
End dem man allerede kender til.
Majbritte Ulrikkeholm
· · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · ·
Tak for tålmodigheden :)
