Juleaften.
I år har jeg tænkt ekstra meget på hvad den egentlig betyder. For mig personligt. Og for andre. Hvorfor fejrer vi jul? Hvad er det lige vi vil med denne aften? Bliver vi lemminger der bare følger med strømmen – eller giver det mening for os?
Én af de ting, jeg ikke kan lide, er at vide at nogen sidder alene juleaften. I år kendte jeg ikke mindre end 3. Og mit evige dilemma er om man skal gøre noget. Invitere? Besøge? Eller tro på at det er selvvalgt og ikke tillægge andre ens egen opfattelse af hvad julen skal rumme.
Min jul i år var uden mine drenge. Og uden alle andre. Bortset fra én. Vi har gjort det før – bare manden og jeg. Og vi elsker det. Bare os to. Helt stille og med oceaner af tid. Jeg nussede bare rundt det meste af dagen. Lavede nye juledekorationer, udskiftede det kiksede træ ved fordøren og piftede de knastørre mini-træer op med kunstig sne. Vi klædte os pænt på og tog i kirke, hvor der i år var en ny amerikansk præst. Jeg elsker bare dansk med amerikansk accent. Og når en præst improviserer sin bøn – gør den vedkommende – og ikke bare kører “Fader Vor”. Og jeg elsker at høre når flere hundrede mennesker synger med på de gamle julesalmer. Det er virkelig én af de oplevelser, der rører mig. Har du nogensinde virkelig lyttet til ordene? “Fred over jorden”, “Flammeord”, “Stjernetæpper” og “Her står vi nu i flok og rad om dig, vort skønne hjerteblad”. Det er da ret godt, ikke?
Derefter lavede manden en helt vildt lækker variation af en julemiddag med and, gløgg-rødkål og bacon-pærer. Behøver jeg sige at jeg rent faktisk forspiste mig :)) Vi lavede picnic på gulvet ved juletræet. Med masser af tæpper og puder. Pakkede gaver ud, drak portvin og spiste Ris a la mande.
Og pludselig sneede der!
Kan det blive mere perfekt?
Nyd de dyrebare juledage