En mørk dag for Europas hjerte

Det blev i uendelig ubærlig sandhed en mørk, mørk fredag den 13.

Vantro hørte jeg de første meldinger om skyderier. Senere om bomber. Antallet af døde og sårede steg. Jeg blev ramt af en dyb sorg. Over de dræbte og de pårørende. Og i særdeleshed over denne ubegribelige foragt for liv. Denne ondskab. Jeg sidder lige nu med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg tager måske mere på vej, fordi mit bæger er så fyldt i forvejen. Men hvad er det her? Hvorfor? Er jeg naiv? Er ethvert menneskeliv ikke alting værd?
Jeg bliver også bange. Hvordan skal vi rejse os mod en fjende som ikke anser hverken deres eget eller andres liv for noget? Som er overbevist om at de har en gud der befaler dem handlinger i ondskabens navn. Som nægter at tænke selv.
Jeg læser om hvordan taxaer i Paris slukkede taxametrene for at hjælpe med at køre sårede til hospitalerne – og private tilbød husly. Parisere står i kø for at give blod. One World Trade Center sendte sympatierklæring. Og jeg kan næsten ikke rumme det. Jeg kan mærke vreden vokser. Jeg tror på der er en mening med alt. Og hvis der skal være en mening med det her, så må det være at vi skal rejse os og stå sammen. Vi skal ikke finde os i det. Et angreb på Paris er et angreb på os. Et angreb på dig og mig. Og hele Europa. Mit eget lille spæde forsøg begynder med at holde hovedet højt og ryggen rank. Jeg vil ikke lade mig skræmme. Jeg vil ikke lade had og ondskab ødelægge vores liv. Vi skal leve videre uskræmte og frie.
“Krig er foragt for liv. Fred er at skabe. Kast dine kræfter ind: Døden skal tabe!” Citat: Kringsatt av fiender af Nordal Grieg.

♥ Give Peace A Chance ♥