Pasta med svampe, kerner og parmesan

Lynpasta

I dag improviserede jeg min frokost. Har godtnok hørt hvor sundt det dér rugbrød er, men… arrr – jeg orker det bare ikke. Det går dog lidt bedre efter jeg har fundet ud af at det ikke behøver at bestå af lutter kerner for at være sundt. Så du Madmagasinet? Der fortalte de heldigvis at selv rugbrød helt uden kerner kan være supergodt, bare det indeholder fuldkorn. Det er faktisk det du skal se efter når du køber rugbrød. Hvor mange procent fuldkorn der er i. Det er nemlig det, det kommer an på, hvis du vil have det sundeste brød.

NÅ – men det var den her pastaret vi kom fra.
Den består af en omgang “hvad har jeg i skabe og køleskab” og blandingen blev faktisk rigtig god.

Det skal du bruge:

Pasta – gerne frisk (jeg havde kun tørrede sløjfer)
Svampe (jeg havde champignon)
Frisk Parmesan
Solsikkekerner
Pinjekerner
Løg
Frisk basilikum

Kog pastaen. Snit løg og svampe og rist på panden i en god sjat olie sammen med solsikke- og pinjekernerne. Drys med salt og peber (som du måske kan se på billedet er jeg VILD med masser af friskkværnet peber). Når pastaen er færdigkogt vendes den rundt i svampeblandingen på panden. Anret på tallerken og drys med masser af friskrevet parmesan og basilikum.

Vildt nemt, hurtigt og med masser af smag.

Enjoy ;)