Verdens værste Jul og et helt enkelt Nytårsforsæt

Ja – det lyder godtnok næsten uhyggeligt. Og det kan man egentlig også godt kalde det. Jeg havde glædet mig så meget til julen, som faldt så godt og praktisk og med masser af fridage og tid til det hele. Og jeg var bare SÅ klar. Og så blev jeg syg. Allerede den 21. december begyndte feberen. Og for det ikke skal være løgn, så har jeg faktisk stadig bronkitis. Jeg ved ikke hvad der gjorde at jeg blev så hårdt ramt eller hvor jeg blev overfaldet af den hårdnakkede virus – men jeg skal love for den fik mig. Faktisk husker jeg ikke ret godt hverken Juleaften, hvor vi havde 8 gæster til middag eller 2. Juledag, hvor vi var i omegnen af 20 til julefrokost – også her i huset.
Et sted ind imellem måtte jeg kapitulere og besøge lægevagten for at få bare et eller andet til at stoppe hosten. På det tidspunkt havde jeg set alt hvad der blev sendt på flow-TV julenat – deriblandt både “Gremlins” og “Fars Fede Juleferie”.
Men bortset fra det, har det været smukt. Og alle har været glade.
Og smukhed og glæde skal man ikke undervurdere.
Selv det minikatte-sikrede juletræ klarede sig sikkert og skadesfrit igennem alle decemberdagene. Det var bundet fast i loftet og næsten kun pyntet med ting, der ikke kunne gå i stykker.
Nytårsaften var 75% af gæsterne syge med enten feber eller halsbetændelse – men det skulle ikke afholde os fra at skåle i alt fra champagne til bailey og for 20. gang – eller mere – se “90 års fødselsdag” og “The Party”, som jeg elsker elsker elsker.

Nytårsforsættet
Det helt enkle Nytårsforsæt går ud på at gå en tur på ca. en time hver dag. Og det skal være hver eneste dag. Meget gerne alene. Lige så gerne sammen med en eller flere andre. Eller en lånehund eller to. Det skal være i naturen og i vintermånederne rigtig gerne i den blå time.
Jeg kan godt forsøge at begrunde det med at det er så sundt at følge “flyreglen” om at man skal tage iltmasken på selv, FØR man kan hjælpe andre og det på den måde er en form for at huske at tage sig af mig selv – meeeen det er nu nok mest fordi jeg har taget i nærheden af 10 kg. på. Og det er virkelig ikke behageligt. Og faktisk imponerende hvordan det kan lade sig gøre. Så. Nu skal de væk. Jeg er også i helt klassisk januarøvelse gået “all in” og har lagt min kost om. Og købt kosttilskud som æblecidereddike og “fat burner”. Så nu får vi se. Jeg er v.i.r.k.e.l.i.g. dårlig til at lade være med at spise usunde sager, da chokolade, kager, flødskum og chips jo er lige til at leve af.

Wish me luck.

Jeg ønsker dig et formidabelt 2020.
Jeg har hørt det skulle blive fantastisk på alle planer.

You’re perfect because you’re not

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *