Den dag, Jór sagde farvel

Den var næsten almindelig. Dagen efter Kristi Himmelfart. Vejret stod for omskift og hestene vandrede på marken, som de plejer før regn. Alt for mange insekter i luften. 
Vi tog dem tilbage til stalden. 
Pludselig hørte jeg vrinsk efter vrinsk. 
Manden var gået ned for at aftenfodre, men havde taget Jór ud af stalden – og Àki kaldte dem forgæves tilbage. 
Men Jór var ikke som han plejede at være. 
Slet ikke. 
Han kunne ikke stå stille. Ville ikke spise. Kunne ikke tisse. Var nærmest omtåget. 
Dyrlægen blev tilkaldt. Den bedste af slagsen. Og diagnosen var umulig. Intet stemte. 
Blodprøvesvaret et par timer senere var… verden stod stille… åndeløse minutter… 
Der var intet at gøre. 
Voldsom forgiftning. 
Leveren var stået af. 
Max. værdier overskredet med mere en 10 gange. 
Prognoser lig med nul. 

Jeg sagde farvel til Jór for sidste gang den fredag aften.
Jeg kyssede hans bløde mule mange gange og takkede ham for at have været min.
For at være en god hest. Sød og altid glad. Altid klar. Og altid frisk. 
Smuk og bare vidunderlig.

På ganske få timer mistede jeg min lille gyldenbrune skat. 
Jeg er muligvis stadig lidt i chok.
I hvert fald forstår jeg det ikke.

Gud, hvor jeg elskede den ishyp. 

When I look into the eyes of an animal,
I do not see an animal.
I see a living being.
I see a friend. I feel a soul.

by Anthony Douglas Williams



Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *