Må jeg give en lille forsigtig kærlighedserklæring til det tidlige efterår…?
Ja, for indtil i år har jeg bare ikke brudt mig om det… Jeg har altid fået sådan en lidt tom og ærgelig følelse når dagene begynder at blive kortere og bladene bliver gyldne og giver slip. Det føles ligesom når en fest er ved at være slut og man stadig har lyst til at skåle og danse. Eller når man skal hjem fra den skønneste ferie som man synes først lige er begyndt. Eller… ja, ligesom alt andet hvor man ikke selv kan bestemme hvornår, hvor længe og hvordan det skal gå…
Nøjagtig som i denne smukke sangtekst her, plejer jeg at have det:
Endnu et party endnu en fest
endnu et glas har du tømt
endnu en sommer er gået & blev igen forsømt
endnu et kærtegn endnu et kys
endnu en dans er forbi
du er stadig svimmel men uforløst indeni
Sommeren er forbi nu
& den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med
det sortner for dine øjne
mens du stirrende står her & ser
endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager
endnu en gang til men så heller aldrig mer’
C. V. Jørgensen
MEN IKKE I ÅR!
Nææææh, nej! I år er efteråret vidunderligt! Det er smukt, det er lunt og og det er stille! Det er…
eller var det bare i går sidst på dagen, det var sådan? Lige inden den uendelige regn begyndte igen…?
Jeg ved det ikke – men følelsen i år er i hvert fald anderledes, så hvis du har det lidt ligesom jeg plejer, så vil jeg opfordre dig til at gå en tur i skoven og NYDE det! :)