Godaften, kære læsere :)
Jeg fandt denne smukke historie den anden dag og synes jeg vil dele den med jer.
Selvom man ikke tror på Gud, er den bare så fint et billede på omsorg og uforbeholden kærlighed…
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
Fodspor i sandet
En nat havde en god og kærlig kvinde en drøm. Hun drømte, at hun gik langs stranden sammen med Gud.
På himlen kom der billeder fra hendes liv. For hvert billede hun så, opdagede hun, at der var to par fodspor i sandet.
Det ene var hendes egne – og det andet var Guds.
Da det sidste billede gled over himlen, så hun tilbage på fodsporene i sandet. Hun lagde mærke til, at mange gange i livets løb, var der bare fodspor fra én person. Og det gik op for hende, at det var de gange, at hendes liv havde været vanskeligt og smertefuldt.
Dette forstod hun ikke, og hun spurgte således Gud: ”Herre, du sagde en gang for mange år siden til mig,
at du altid ville gå med mig og aldrig forlade mig. Men når jeg nu ser, at dér hvor min nød var størst, der var du der ikke.
Jeg forstår ikke Herre, hvorfor du forlod mig, da jeg trængte mest til dig?”
Da svarede Gud kvinden: “Mit kære og dyrebare menneskebarn! Jeg vil aldrig forlade dig.
De gange i dit liv, da prøvelserne og dine lidelser var størst – og du mener kun at se ét fodspor i sandet, det var de gange, jeg bar dig i mine arme”
: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :
