Hej kære læsere, så er jeg her igen.
Og her kommer en forklaring på mit midlertidige udfald…
Jeg nyder virkelig at dele en lille del af mit liv og min yndlings-interesse med jer her på bloggen.
Det er vigtigt for mig at det her er et sted man kan kigge ind og hygge sig lidt… få lidt inspiration og måske et lille ord og en tanke med på vejen. Det er her hvor jeg viser den lille del af mig selv, jeg ikke deler med så mange i “den virkelige verden”. Ganske enkelt fordi mine venner og veninder ikke er så skøre med tøj som mig.
Jeg har valgt ikke at skrive særlig meget om private ting, eks. mit liv med min mand, mine børn og alt hvad en skilsmisse, et nyere parforhold og en sammensat familie indeholder.
Men nu vil jeg alligevel fortælle jer noget, jeg synes er privat – og jeg skriver ikke dette for at beklage mig eller bede om at nogen skal synes det er synd for mig – men fordi det er noget der fylder ekstra meget lige nu…
Jeg vil fortælle lidt om min ældste søn, Magnus. Magnus er 13 år og fik stillet diagnosen asperger da han var 8 år. Det betyder at han ikke er som andre børn, selvom han ser sådan ud. Han er intelligent langt over gennemsnittet, men på det sociale og følelsesmæssige plan har han store problemer. Han går derfor i et specielt skoletilbud hvor han fungerer godt. Men intet er let med et autistisk barn. Intet.
Og lige nu er Magnus gået i depression med tvangstanker og -handlinger og kan ikke kan fungere. Og hvad der er værst: Jeg kan ikke hjælpe ham! Jeg kan ikke stoppe hans uendelige ticks hvor han igen og igen gnider på sine hænder eller slår sig selv, når tankerne smerter i hans hoved. Jeg har kontaktet autist-specialister, jeg har hevet ham med til lægevagten – og jeg kørte til psykiatrisk skadestue med ham midt om natten. Jeg har bedt lægerne om at give ham medicin, men de må de ikke. Kun hvis han bliver indlagt – og det kan han kun blive, hvis han truer med at tage sit eget liv. Fordi han er under 18 år, skal han tilses af en psykiater før det overhovedet kan overvejes om han kan få noget. Og med de ventetider vi har, er en akut-tid til en psykiater 6 dage… Det er måske ikke meget. Men når ens barn er i smerte, så føles det som 6 lysår…!
Men nu er dagene gået og i morgen vi skal afsted – og vi kommer med store forhåbninger og glæder os!
Endelig lys forude!
Så, kære læsere – pas godt på hinanden og husk at selv den mindste ting der kan give dig glæde, er uendelig vigtig!
Delt glæde er dobbelt glæde
Delt smerte er halv smerte
