Begynder cupcakes

Cupcakes1

De her cupcakes er virkelig ikke pæne – men det er så også de første der nogensinde er lavet af den slags her i huset. Egentlig mest fordi jeg havde et muffins-flip for nogle år siden og faktisk ikke synes cupcakes er så forfærdelig revolutionerende. Af en eller anden grund må manden så have ment at vi var lidt bagud af dansen, for pludselig havde han bagt cupcakes (whoop whoop) og dem vil jeg så dele med dig her. Jeg er helt sikker på de kan pyntes pænere – men to meget vigtige pointer er, at de er vildt nemme at lave og så smager de fantastisk!

Her kommer opskriften:

CUPCAKES MED GULERØDDER
12 stk.

3 dl. fintrevne gulerødder
2,5 dl. rørsukker
2,5 dl hvedemel
1 tsk. vanillesukker
1 tsk. kanel
1/2 tsk. bagepulver
100 gram smeltet smør
2 æg

Sæt ovnen på 175 grader og bland ingredienserne sammen, mens den varmer op.
Bland mel, sukker, vanille, kanel og bagepulver godt sammen. Tilsæt gulerødder, smør og æg og pisk grundigt sammen – helst med maskine. Fyld cupcakes forme næsten op og bag dem i ovnen i ca. 20 minutter til kanterne begynder at gyldne.
Lad kagerne afkøle inden du pynter med frosting.

 

FROSTING

100 gram flødeost naturel
1 dl. flormelis
50 gram smør
1/2 spsk. mælk
1 tsk. vanillesukker

Bland ost, flormelis og smør til det er ensartet. Tilsæt mælk og vanillesukker og rør godt sammen. Er den for tynd, så juster med ekstra smør.
Smør det på som det er eller kom det i en konditor-sprøjtepose og læg på i cirkler.

 

God fornøjelse :)

 

 

Lækker pastaret på 20 minutter

Fyldt pasta med kylling, champignon og bacon

Til 2 pers.:

1 pakke frisk pasta med fyld (jeg elsker dem med spinat)
1 pakke forstegte og krydrede kyllingestykker
1 pakke bacontern
1/2 bakke champignoner
Madlavningsfløde / Cremefine
Friskrevet parmesan
Tørret basilikum, salt, peber og persille

Rist bacon og læg det til afdrypning. Rist de snittede champignoner og de snittede kyllingestykker og kom fløden på. Drys revet parmesan i efter smag og krydr med salt, peber og basilikum. Lad det stå og simre let mens du koger den friske pasta ganske kort. Hæld vandet fra pastaen og vend den rundt i flødeblandingen. Drys bacon og friskhakket persille (eller basilikum) på ved servering.

Tilbehør:
Grovflutes, tomater, grøn pesto og Parmesan

Skær tynde skiver meget på skrå af et groft flutes (eller andet brød). Smør et tyndt lag pesto på. Hak tomater og læg på. Krydr med salt og peber, drys med revet parmesan og rist i ovnen i 5-7 minutter.

 

Frisk rødkålssalat med and

Under temaet “stop madspild” – vil jeg vise dig denne lækre opskrift.

Den er især god, hvis man har nogle rester fra juleanden – eller et par ekstra andebryster i fryseren ;)

Opskriften kan bruges både som frokostret eller som tilbehør alt efter om man serverer med- eller uden kød.

400-500 gram rødkål

3 stilke bladselleri

3 store pærer

1 håndfuld tørrede abrikoser

50 gram rosiner eller tranebær

150 gram nødder og mandler

Hakket persille

Evt. 1-2 andebryster eller rester fra en hel and

Dressing:

4 spsk balsamico

Saft fra 1 stor appelsin

3 spsk flydende honning

2 tsk fintrevet, frisk ingefær

1/2 tsk. knust, tørret chili

1/2 tsk salt

Rør appelsinsaft sammen med balsamico, honning, ingefær, salt chili. 

Snit rødkål i tynde strimler og skær bladselleri i tynde skiver.

Hak nødder og mandler groft og rist dem gyldne på en pande.

Tag kernehuset ud af pærerne, og skær dem i skiver.

Skær abrikoserne i strimler.

Bland rødkål sammen med dressing, pærer, abrikoser og rosiner/tranebær

– og anret i en stor skål eller på et fad.

Skær den tilberedte and i mindre stykker og læg rundt langs kanten.

Drys med nødder og persille.

Du kan også undlade anden – og bruge salaten som tilbehør til næsten hvad som helst 

Enjoy :)

Se flere gode opskrifter hos Klidmoster her >


Et lille bagetip

Nemme, langtidshævede morgenboller
Dejen laves om aftenen.
15 gram gær
5 dl. lunkent vand
1 tsk. salt
100 gram havregryn
500 gram hvedemel
Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, havregryn og mel.
Rør godt sammen.
(og her kommer det bedste)
Dejen skal være klistret og ikke æltes sammen på bordet.
Sæt den i køleskabet med et klæde over, natten over.
Husk at dejen hæver, så skålen skal være stor ;)
Om morgenen:
Sæt ovnen på 270 grader.
Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir med en spiseske.
Når ovnen er varm, bages bollerne i 8 min. 
Skru så ned til 225 grader og bag bollerne færdig i ca. 15 minutter.
NB. Opskriften kan varieres ved erstatning af mel
med eks. hakkede nødder, solsikkekerner osv.

Stjernekopper og vanillekranse

Måske engang bliver jeg træt af stjerner.
Men ikke endnu. Slet ikke. 
Jeg er helt vildt med de her små kopper fra Greengate.
Nu mangler jeg bare lige at teste om de kan rumme en dobbelt espresso ;)
Kopperne er hentet hos Dot, som du kan besøge her >
Her kan du se hvor fine min mors vanillekranse er.
Vi har jo lavet bytteordning. Hun bager vanillekranse og jeg bager brunkager.
Desværre har vi næsten allerede spist alle vanillekransene.
Der er SÅ gode.
Det er en meget gammel opskrift med virkelig mange mandler.
Er du frisk på at prøve, så kommer den her:
Jule vanillekranse
500 gr. hvedemel
375 gram smør
1 helt æg
250 gram sukker
Kornene fra 1 stang vanille
250 gram smuttede og finthakkede mandler
Det hele blandes sammen, som man plejer at lave småkagedej.
Lægges på køl et par timer.
Køres igennem en gammeldags kødhakker eller en køkkenmaskine.
Bare der er sådan en dims med stjerne på, man kan sætte foran.
De lange “slanger” skæres i passende længder og samles til ringe.
Bages ca. 10 minutter ved 200 grader.

Jomfruhummere igen

Afledt af suppe-manøvren den anden dag, har jeg haft gang i jomfruhummere igen.
Vi er så heldige at min kære svoger er vores faste leverandør – så fryseren er som regel fyldt med dem ;)
Tak, Flemming!
Her har jeg improviseret en lille nem forret. Og den er altså nem. Det lover jeg.
Især hvis man har én til at pille de kogte hummere – for det får jeg altså ondt i fingrene af.
Det, der er fidusen her, er at krydre halerne.
Først skal de små fyre koges. Ikke ret længe. Kun lige så de nemt kan pilles efter en kort afkøling.
Så skal de marineres i:
Olivenolie
Lime- og citronsaft
Limeskal
Paprika
Cayennepeber
Salt og peber
(mængde efter smag og antal af haler)
Så hældes hele balladen på pande, hvor de vendes rundt ganske kort.
Serves på grøn salat blandet med lidt forårsløg og agurk.
Velbekomme
Og så har jeg et tip til en blog, hvis du er interesseret i spændende opskrifter.
Tag et kig indenfor hos Anette, som serverer opskrifter, fifs og tips.
Du finder Anette’s blog her >
God fornøjelse :)

Thaisuppe med hummerhaler

Thaisuppe med hummerhaler
2 personer
15-20 stk. friskkogte jomfru-hummerhaler
1 stk. kyllingebryst
1 spsk. finthakket ingefær
3 fed hvidløg
½ frisk rød chili
1 stor dåse kokosmælk
Saften fra 2-3 lime
4 dl. hønsebouillon
3 finsnittede forårsløg
10 stk. snittede markchampignon
2-3 spsk. fishsauce
1 spsk. karry
1 nip safran
Salt og peber
Kog kylling i saltet vand og skær det i strimler. Gem vandet og opløs en bouillonterning deri.
Rist hakket ingefær, hvidløg, chili og forårsløg i karry i en gryde.
Svits kort champignonerne – og hæld kokosmælk og hønsebouillon ved (den fra den kogte kylling)
Lad det småsimre i 15 min.
Smag til med lime, fishsauce, safran, salt og peber.
Suppen skal have en frisk, let syrlig og krydret smag.
Lige inden servering kommes strimlet kylling og kogte hummerhaler i.
Server med brød.

Velbekomme





Pasta med kylling, svampe og rosmarin

Vildt hurtig og nem pastaret
Du skal bruge
Kyllingebryst
Frisk grov-pasta
Markchampignon
Madlavningsfløde
Frisk basilikum
Frisk parmesan
Rosmarin
Grøn salat
Tomater
Oliven
Skær kyllingen i små strimler og rist det på panden med masser af rosmarin.
Kom de snittede champignoner ved. Rist og drys med salt og peber.
(Hvis du har Læsø Kryddersalt er det bare toppen ;)
Hæld fløde ved, drys revet parmesan i og smag til.
Kog pastaen efter anvisning (som regel 3 min.)
Hæld vandet fra og rod det sammen med “saucen”.
Servér med enkel grøn salat med tomater, basilikum og oliven.
Jeg lavede også ekstra-tilbehør i form at et Rosmarin-brød (købt færdig i Fakta)
som jeg skar i skiver, smurte med grøn pesto, dryssede med friskrevet parmesan og ristede i ovnen.
Thumbs up! 
Velbekomme

Lækre bønner

Her får du lige et tip til super tilbehør, hvis du også elsker bønner og svampe :)
Skyl og snit enderne af friske grønne bønner.
Rengør og snit svampe efter smag. Jeg har brugt brune markchampignon.
Rist på panden i smør da det giver den bedste smag.
Drys med friskkværnet peber og salt.
Rist til sidst en en god håndfuld pinjekerner med.
Super til… alt :)

Suppetid


Elsker du også en god krydret suppe?
Så prøv lige denne her. 
Og har du teenagere i huset, er den et totalt hit ;)

Gullasch Suppe
100 gram bacon i tern
350 gram oksetyksteg i tern
1 – 2 finthakkede løg
4 fed hvidløg
1 spsk. stødt spidskommen
2 spsk. paprika
1 tsk. cayennepeber
3 laurbærblade
1/2 finthakket knoldselleri
3 gullerødder
2 dåser hakkede tomater
1 lille dåse tomatpuré
1 liter oksebouillon
Salt og peber.
Fyld:
2 dl. græsk yoghurt
2 tsk. stødt spidskommen
2 fed presset hvidløg
En halv finthakket agurk.
Rist bacon, brun kødet og krydr med salt og peber.
Tilsæt løg, hvidløg og krydderier og rør godt sammen.
Tilsæt tomater, puré og bouillon og lad simre.
Snit selleri og gulerødder og kom i suppen.
Lad simre 1/2 til 1 time alt efter hvor mørt oksekødet er.
Smag til med salt og peber og evt. soya.

Servér med yoghurt rørt op med krydderier og godt groft brød.