Hvad skal vi nu gøre uden vores engel?

Der var engang hvor jeg troede at det ikke kunne blive værre at sige farvel til en elsket dyre-ven.
Det kunne det.
Mit hjerte er knust.
Jeg er gået helt i stykker.
Hænger slet ikke sammen.
Simpelthen slået ud af sorg.

Jeg tænker med frygt på hvor mange mennesker der lige nu lider. Bla. i Sri Lanka. Jeg kan næsten ikke trække vejret ved tanken. Og tænker at det er enormt skræmmende at jeg kan reagere så voldsomt på tabet af en dyre-ven. Hvad så, når og hvis… tør slet ikke tænke tanken til ende.

I går aftes begravede vi verdens smukkeste, dejligste, sødeste, kærligste, finurlige, specielle og helt vidunderlige Mis med de mange navne.
Mismis. Gråmis. Lillemis. Le Lemur. Mr. Grey. Skatkatten.
Min lille skat.

“Hvad skal vi nu gøre uden vores engel?”, spurgte min yngste søn.
Og min ældste er – om muligt – endnu værre tilredt end mig.

Hvor har vi grædt.

Og jeg græder endnu.
I bølger, når sorgen skyller ind over mig.
Jeg kan mærke snerten af at være handlingslammet.
Hjernen fungerer simpelthen bare dårligt og hukommelsen er helt kaput.
Jeg elsker generelt dyr højt. Og det lyder helt skabagtigt at man kan blive så ked af det.
Men det er bare sådan det er.
Sorgen er i sandhed kærlighedens pris.

Det er helt forfærdeligt at elske et dyr så højt og være så tæt forbundet – og så være tvunget til at give slip efter bare 11 år.

Kæreste Mis
Tak fordi vi fik lov at låne dig.
Tak for al den glæde, du har givet os.
Tak fordi du altid har været der for os.
Du har været så meget mere end bare en kat.
Du har været en sand ven.

Du vil bo i mit hjerte for altid.
Der findes ingen som dig.
Ingen.

Måske mødes vi igen en dag.
Det håber jeg.
Savnet er næste ubærligt.

 

Du vil bo i mit hjerte for altid.