De stod på hver sin side af vejen. Alene. Og meget uroligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik øje på dem – men jeg stoppede uvilkårligt bilen da jeg kom til fodgængerfeltet… lidt før der rent faktisk blev rødt for mig. Jeg måtte bare se hvad der skete. De mødtes midt på gaden. Han tabte næsten cyklen da de krammede. Og da de kyssede, blev de midt i det hele i tvivl om hvorvidt de overhovedet kunne blive stående midt på gaden – og hvilken vej de skulle gå. De nåede kun lige ind på fortovet før de igen kyssede. Jeg tror slet ikke han tænkte over hvor cyklen blev af denne gang. Kort efter gik de tæt omslynget videre og deres smil var… ubeskrivelige! Jeg kunne ikke få øjnene fra dem. Det var så livsbekræftende. Glæden, længslen og forelskelsen. Jeg sad med tårer i øjnene og følte mig helt opløftet. Og jeg fik et chok, da bilen bag mig tabte tålmodigheden og dyttede.
Jeg tror jeg har fået forår i mit hoved ;)
I dag indvier jeg Evergreen blusen. Jeg har kæmpet lidt med størrelserne fra den seneste kollektion. Og denne skulle jeg altså have i str. 2. Jeg var lige ved at tro at jeg på én eller anden måde var så heldig at min barm på magisk vis var tryllet om til en ægte barm, men næh. Odd Molly havde åbenbart bare justeret deres str. 1. Men her er den så. Den nye Evergreen bluse. Som jo altså er den klassiske 327 tunika – med trekvartlange ærmer. Love it!
Det har jeg på: Odd Molly Painkiller long coat og Evergreen l/s blouse / Kön og Mön jeans / By Birdie ring /
Icon kæder / Ralph Lauren kæde / Sancho boots
♥
Tak for besøget og rigtig god weekend :)